Læs et uddrag af Udødelighedsamuletten – de første kapitler.
Dansk thriller thriller fra Thailand af Maik Jensen
Én amulet kan beskytte imod døden, men glem aldrig, udødelighed kræver altid en pris
Tilbage til: Udødelighedsamuletten
Prolog
Tidspunkt: Det var kort efter solnedgang, og tusmørket var hastigt ved at gøre sit indtog. Den lune, fredfyldte aftenluft gav ingen indikationer om, hvad der var på vej til at finde sted. Kun to Singha-statuer af sandsten, som stod ud for en lukket butik med nedrullet facade, var klar til at overvære menneskejagten, hvis udfald nærmest var givet på forhånd.
Målet var intetanende om den fare, han befandt sig i. Ellers ville han ikke ubekymret gå rundt et sted som dette, helt alene. Og efter det begyndende mørkes frembrud. Det kunne selvfølgelig være, at han følte, amuletterne, han bar om halsen, ydede tilstrækkelig med beskyttelse. Men det var trods alt de færreste, der var så godtroende, at de baserede hele deres skæbne på beskyttelsen fra de åndelige magter. Selv ikke eksotiske i Thailand.
På afstand fulgte Yu efter målet. Han ønskede ikke at forhaste sig, så hellere først slå til, når han var relativt sikker på, ingen andre ville forstyrre hans forehavende. Vidner brød han sig ikke om, de havde for vane med at skabe komplikationer, og der var ingen grund til, at opgaven resulterede i unødvendige lig.
I øjeblikket var der ganske vist ikke mange andre tilstedeværende end jægeren og den jagede. En undtagelse var en mand, der gik i modsat retning. Han var slank, middelhøj og havde et skarpt skåret ansigt. Først passerede han på søvngængervis målet, men idet han nærmede sig Yu, gav det et gib i hans krop, og selvom han forsøgte at skjule det, spærrede han øjnene ekstra op. Indvendigt morede Yu sig, for han kendte årsagen. Det var Yus store muskler og sak-yant, der gjorde det. Overkroppen, der kun var dækket af en beskeden tanktop, fremviste begge dele tydeligt.
Sak-yant, magiske tatoveringer, fremkaldte respekt blandt thaier og endda ærefrygt hos nogle. Især gjaldt det udsmykningerne, han havde på skuldrene, en drage på den ene og fuglemanden Garuda på den anden. Selv troede Yu kun i begrænset omfang på tatoveringernes magiske egenskaber. Alligevel elskede han sine sak-yant, han nød den chokerende virkning, synet af dem havde på dette lands alt for overtroiske indbyggere.
Snart var manden, der gik i modsatte retning, ude af syne. Yu satte farten en anelse op, indvendigt var han i gang med at forberede sig. Pludselig kiggede målet sig over skulderen, muligvis drevet af instinkt eller noget i den retning. Yu nåede lige at springe til side og gemme sig bag en parkeret bil, en blågrå Kia Sorento. I det mindste ikke en af de mindste Kia-modeller. Der blev han stående et øjeblik, halvvejs foroverbøjet på hug, uden at bevæge sig.
Da han forsigtigt kiggede frem fra sit skjul, så han, at målet igen havde sat sig i bevægelse, nu i et raskere tempo, men stadig uden at løbe. Var Yu blevet opdaget? Tvivlsomt, ændringen i målets adfærd skyldtes nok snarere intuition. Dødsintuition!
Endnu en gang kiggede målet sig over skulden. Intet problem, Yu var fortsat i dækning bag den blågrå personbil. Så drejede målet om et hjørne og forsvandt ned ad en gyde. Fint! Det var præcis lige det, Yu havde håbet på, nu havde han manden, hvor han ville have ham. I småløb fortsatte han efter ham. Da han nåede hjørnet til gyden, så han, at målet også var begyndt at løbe. Yu øgede farten og nærmede sig hurtigt.
Det varede ikke lang tid, før målets hastighed aftog. Det var tydeligt, at han ikke var vant til at løbe. Myten om at frygt giver vinger, kunne ikke engang få ham til at holde tempoet. Målet standsede og vendte sig forpustet omkring. Hans øjne var fyldt med panik. Det var åbenbart gået op for ham, hvilken fejl han havde begået ved at dreje ned ad gyden. Det eneste, det havde resulteret i, var, hans næsebor fyldes med stanken fra uhumske skraldespande, der havde stået alt for længe i den thailandske varme.
”Simon, Simon Yu!” udbrød målet med dirrende stemme. Yu fornemmede den liflige duft af angst, dødsangst. Den var så overvældende, at den overgik skraldestankens intensitet. ”Selvfølgelig er det dig, du er et røvhul! Et forpulet røvhul!”
”Yu, bare Yu. Kun mine venner må kalde mig for Simon.”
”Sådan en som dig har ingen venner.” Ordene var kække, men stemmen var fyldt med frygt og resignation. Manden havde nu indset sin uundgåelige skæbne.
Yu grinte, men sagde ikke mere. I stedet greb han fat om hovedet på manden, der havde haft frækheden både at kalde ham et røvhul og. endnu værre, for Simon. Det virkede næsten som om, manden ikke engang forsøgte at modsætte sig. Yu lavede en hurtig bevægelse og gav halsen et vred. Et knæk lød fra halshvirvlerne, og manden blev slap og faldt sammen.
Yu lod ham dog ikke straks falde til jorden. Først greb han fat om amuletterne, som manden bar om halsen. Der var to. Den ene var en Phra Samkor, en amulet der havde ry for at skabe rigdom for den, der bar den. I et ryk flåede Yu den af kadaverets hals. Den anden var en Phra Rod, en amulet der skulle beskytte bæreren mod alskens ulykker, blandet andet overfald. Den lod Yu være, for den havde netop bevist, den var helt uden kraft.
Det var ganske vist mindre end begrænset, hvor meget Yu selv troede på amuletters magiske egenskaber. Men det betød ingenting, ikke det fjerneste, for det gjorde Chefen. Og Chefen havde altid ret. I hvert fald så længe han betalte en generøs hyre, hvilket han altid gjorde. Ingen af Yus tidligere arbejdsgivere havde betalt lige så godt som – Chefen.
Amuletmarkedet
Lige så langt øjet rakte, var det muligt at se amuletter, medaljoner og andre lykkebringende nipsgenstande. Herlighederne blev solgt fra mobile boder, vakkelvorne pulte og luskede små butikslokaler. Amuletterne havde forskellige størrelser og former: trekantede, firkantede, runde og ovale med mere. Enkelte var endda superelliptiske. Materialerne, de var fremstillet af, var også meget forskellige, lige fra plastik og glas til gips og keramik samt til guld og sølv. Prisspændet var derfor også ganske stort, de billigste var prissat til ti eller tyve baht. Ved de fleste amuletter var der imidlertid slet ingen prisskilte, her drejede det sig om at beherske evnen til at købslå sig til den rette pris.
”Tag et kig på den her,” sagde en sælger til en kunde. ”Jeg tror, det er en sådan, du er på udkig efter.” Så vidt Martin Jessen kunne bedømme, var begge thai-kinesere, men indbyrdes talte de thai, et sprog han selv beherskede en anelse bedre end de fleste øvrige danskere.
Den potentielle køber tog en lup op af lommen og satte den for øjet. Gennem den konvekse glaslinse studerede han opmærksomt amuletten – i flere minutter. Bagefter trak han på skuldrene, med et tøvende, ubeslutsomt ansigtsudtryk. En karriere som skuespiller i Hollywood kunne han glemme alt om, det var alt for tydeligt, at han forberedte sig på at prutte om prisen. Hvilket sælgerens smil om munden antydede, han havde gennemskuet.
Martin befandt sig på Prahcan Amuletmarked, verdens efter sigende største amuletmarked. Det lå i det gamle Bangkok, ikke langt fra Grand Palace og Chao Phraya floden, cirka midt imellem. Selvom han var på udkig efter en amulet, forventede han ikke at finde den her. Den var alt for sjælden og sagnomspunden til at blive solgt på et offentligt sted. De fleste af markedets amuletter og tingeltangelgenstande blev samlebåndsfremstillet på fabriker, om end her også blev solgt enestående, håndlavede fabrikater. Men ingen, der var på niveau med den, han var på udkig efter.
Det var da heller ikke som køber af amuletter eller andet, at Martin var her. Og han var heller ikke en nysgerrig turist, der blot ønskede at opleve attraktionen. For ham drejede det sig om oplysninger. Det var sådanne, der havde bragt ham her til. En af markedets mange amulethandlere var hans informant, hans øjne og ører. Med ham havde han en aftale om, at denne skulle informere ham, hvis han så eller hørte et eller andet, der kunne have interesse.
Tidligere på dagen havde informanten ringet til Martin. En af de andre handlende på markedet havde muligvis talt over sig. I aftes havde kontakten efter arbejdstids ophør siddet sammen med nogle kollegaer og nydt en tår Hong Thong, thailandsk riswhisky. Måske var det blevet til lidt mere end en tår. Da var der sket det, der af og til sker, når godtfolk får en smule for meget indenbords: De begyndte at prale om lidt af hvert, men i dette tilfælde i særdeleshed om deres kontakter. På et tidspunkt havde en af de andre pludselig hævdet, at han kendte den person, der var i besiddelse af Maidtaai-kruang, den amulet der af mange i daglig tale blot kaldes for Udødelighedsamuletten.
Det havde ingen af de andre troet på, Udødelighedsamuletten befandt sig på et så højt niveau, at ingen af dem nogensinde kunne komme i nærheden af den. Men ham der havde fremført postulatet, var hårdnakket blevet ved med at hævde, det var sandt. Han påstod endda, han med sine egne øjne havde set den famøse amulet.
Det, der gjorde amuletter værdifulde. var ikke så meget, hvordan de tog sig ud rent visuelt, og heller ikke nødvendigvis materialerne, de var fremstillet af. Væsentligere var det, hvem der blev anset som værende amuletternes ophavsmænd. Især amuletter, som blev forbundet med berømte Buddha-munke, der levede i det nittende århundrede, stod i høj kurs. Vigtigst var dog renomméet, som amuletterne havde oparbejdet over tid. De mest værdifulde var dem, om hvilke det hed sig, at de havde bragt deres ejer lykke og fremgang eller endnu bedre beskyttet mod død og/eller alvorlige ulykker.
Netop derfor var Maidtaai-kruang så eftertragtet. Det hed sig, at den, der bar den, ikke kunne dø, og den havde flere gange bevist det. Hvor værdifuld den blev opfattet af nogle, var dog kun kendt af få.
Efter at have orienteret sig gik Martin hen til en af salgsboderne. Et øjeblik stod han og betragtede varerne, der lå udstillet på bordet foran ham. Udover amuletter og nipsgenstande fandtes også små statuer eller figurer, der forestillende Buddha og forskellige indiske guder. Selv imitationer af den kinesiske barmhjertighedsgudinde, Kwan Yim, kunne købes her.
”Er der noget, som kan friste?” spurgte sælgeren på engelsk. Han så en anelse bleg ud, måske efterveer fra gårsdagens alkoholindtag.
”Aatja, måske,” svarede Martin på thai. I situationer som denne talte han som oftest thai, så personen, han talte med, vidste, at han ikke havde at gøre med en naiv turist, der netop var ankommet til Thailand med morgenflyet. ”Jeg er på udkig efter en ganske særlig og værdifuld amulet.”
”Værdifulde amuletter er mit speciale.” Nu talte også han thai.
Skramlet på salgsbordet fortalte ellers noget andet end det, sælgeren påstod. Men selvfølgelig værdifulde artefakter udstillede man ikke til offentligt skue steder som her.
Martin smilte, det kom man længst med, når man stod overfor en thai. Derefter tog han sin smartphone frem og klikkede sig hen til et foto, som han vist sælgeren. ”Det er den her.”
Tydelige rynker kom frem i panden på sælgeren. Med et mistænksomt ansigtsudtryk betragtede han først fotoet og derefter Martin. Så nikkede han, tøvende tog han et halvt skridt baglæns og vendte sig om. Fra en hylde med et gardin foran fremtryllede han en lille rød pengekasse, som han åbnede med kode. Et øjeblik rodede han i kassen, så fandt han, hvad han ledte efter. Han vendte sig om og rakte genstanden til Martin.
”Dette skulle være den amulet, du søger.”
Selv inden Martin havde amuletten i hånden, vidste han, at det ikke var den rette. Alligevel tog han imod den, vejede den i hånden og betragtede den respektfuldt et øjeblik. Derefter rakte han den tilbage.
”Dette er en fin amulet, en ganske god efterligning, men det er den ægte vare, jeg er på udkig efter.”
”Den her er den ægte vare.”
”Den der er højest et par år gammel, den ægte amulet er meget ældre. Vi ved begge, hvad det er for en, jeg hentyder til.”
”Jeg forstår ikke! Hvis den der ikke kan bruges, kan jeg ikke hjælpe.”
”Jeg ved godt, at du ikke selv er i besiddelse af den. En amulet som denne findes ikke på Prahcan Amuletmarked, eller et hvilket som helst andet amuletmarked i hele verden. Men du kan stadig tjene penge på den. Oplysninger har også værdi. Hvis du har oplysninger om amuletten eller oplysninger, der kan sætte mig i kontakt med den eller dem, der er i besiddelse af den, kan du også tjene en net sum. Og andre vil ikke finde ud af, hvor mine oplysninger kommer fra.”
”Beklager, jeg kan ikke hjælpe.”
Martin fiskede sin tegnebog frem, fra den tog han et kort. ”Tag det her kort, mit telefonnummer og min e-mail står på det. Hvis du alligevel hører noget eller kommer i tanke om et eller andet, kan du altid kontakte mig. Du vil ikke fortryde det, jeg kan være generøs.”
”Det er tvivlsomt om …”
”Behold kortet alligevel, man ved aldrig.”
Martin tog afsked med sælgeren og vendte omkring. Inden han forlod markedet skulle han dog ordne noget først. Han gik forbi informantens bod, diskret, så ingen andre bemærkede det, og lagde en thailandsk pengeseddel – en af dem med et ettal og tre nuller – i hånden på informanten. Udbyttet fra oplysningerne havde ganske vist været magert, men det kunne være, der var mere held næste gang. For en ting var sikker: Informanter måtte aldrig udsultes, ellers havde de en tendens til at blive tavse.
Benenes kurs blev sat mod nærmeste udgang. Imens han gik, syntes Martin at fange noget ud af øjenkrogen, da han passerede en af markedets mange, smalle korridorer. Det kunne da vist være en gammel bekendt, der befandt sig et lille stykke nede ad den! Straks stoppede han op, hvorefter han kiggede opmærksomt ned ad gangen. Flere mennesker kunne ses gående rundt, men kvinde, som han mente at have set, var ikke længere synlig nogen steder. Måske det blot havde været indbildning, hjernen spillede ind i mellem en et puds. Men hvorfor havde den bildt ham ind, at det netop var hende, der befandt sig i korridoren? Det var trods alt noget tid siden, han sidst havde været i hendes selskab.
Ude på gaden hyrede Martin en taxa, som han fik til at køre sig til sit hotel i Sukhumvit-området, en tur der tog omkring tyve minutter. Efter ankomsten til hotellet tog han elevatoren op til femte etage. Lidt efter var han på sit værelse. Der bestemte han sig til i punktform at nedskrive en liste over, hvad han med sikkerhed vidste om den amulet, han var blevet hyret til at opspore:
- Amulettens ophavsmand var Somdet To, der levede i 1800-tallet, og som var den vel nok mest respekterede magiske munk i thailandsk historie.
- Det hed sig, at den, der bar amuletten, ikke kunne dø.
- Amuletten havde tilhørt general Jayamana, som var en af de centrale aktører i 1932 kuppet, hvor enevældet blev afløst af konstitutionelt monarki, og der formelt set blev indført demokrati i Thailand.
- Senere tilhørte den en grandfætter til den nu afdøde Kong Bhumibol, Rama IX.
- Og måske vigtigst af alt, for lidt over to år siden blev amuletten stjålet fra dens daværende ejer, rigmanden Phibun Sarit. Hvem der havde begået tyveriet, og hvad der siden var sket med den, var der ingen, som vidste.
Var der mere? Det var der vel, men så skulle han også tage måske’erne med, og så røg han ud på usikker, gyngende grund. Det var der ikke nogen grund til på dette stadie. For eksempel fandtes der en masse ammestuehistorier om, hvordan Maidtaai-kruang på mirakuløs vis havde beskyttet sine ejere mod død og ulykker.
Alani Davis og Fah
Også Alani Davis var tilbage på sit hotelværelse, om end hotellet befandt sig et andet sted i byen end det, Martin Jessen boede på. Overvejelserne gik dog lidt i samme retning, de havde også noget med en amulet at gøre.
Martin havde befundet sig på Prahcan Amuletmarked, konstaterede Alani med en smule kriblen og uro i sindet. Begge dele forsøgte hun at ignorere, hun var trods alt ikke nogen teenager længere. Hvad foretog han sig lige netop der? Kunne det tænkes, han var på jagt efter oplysninger om samme genstand som hende? Mon dog, der var trods alt ikke noget påfaldende ved, at han befandt sig i Thailand, og der var heller ikke noget bemærkelsesværdigt ved, at han besøgte et amuletmarked. Slet ikke det største af dem alle. Thailandske amuletter hørte trods alt ind under hans forskningsområde, på samme måde som de også tilhørte hendes eget. Det var nu engang deres fælles interesser, som i sin tid bragte dem sammen.
Alligevel kunne Alani ikke lade være med at være en smule bekymret. Det kunne sagtens være, Martin søgte efter den samme dyrebare amulet som hende. Og hun kendte ham godt nok til at vide, at han var både dygtig og ihærdig. Havde han først givet sig i kast med en opgave, helmede han ikke, før han var nået til bunds i den, og missionen var løst.
Det bragt Alani frem til spørgsmålet: Hvem var Martins nuværende arbejdsgiver? University of Sidney var hun i hvert fald sikker på, det ikke kunne være. Det var ellers der, han havde været ansat som amanuensis, gæstelærer, på Sidney Southeast Asia Centre, da de lærte hinanden at kende. Selv havde hun arbejdet som museumsinspektør på Sidney South Asia Museum.
En dag Martin besøgte museet, Alani arbejde for, faldt de i snak og fandt ud af, at de delte interesser og forskningsområder. De havde også det til fælles, at de begge talte thai, måske ikke flydende men i det mindste bedre end de fleste øvrige ikke-thaier. At han var historiker, og hun var antropolog, var nærmest underordnet, mest af alt betød det, at de kunne supplere hinanden og give den anden input og ideer fra andre end de vante indfaldsvinkler.
Men det var efterhånden ved at være et stykke tid siden, de to sidst havde talt sammen. Efter Martins vikariat udløb for et par år siden, og han forlod Australien, havde de mistet kontakten, og Alani vidste ikke længere, hvad han lavede. Måske han var rejst hjem til Danmark og arbejdede der. Hun vidste det ikke, men nu var han i hvert fald i Bangkok.
Da Alani tidligere på dagen havde set Martin på Prahcan Amuletmarked, var hun blevet overrasket. Hun havde skynd sig i skjul bag en salgsbod, da han kiggede i hendes retning. Hun vidste ikke hvorfor, der var ikke noget fordækt ved at hun opholdt sig på markedet. Det var mere det, at hun frygtede, de var på udkig efter det samme.
Så var der selvfølgelig også det med måden, de i sin tid skiltes på. Det havde været en lidt traumatisk oplevelse, Alani aldrig for alvor var kommet sig over.
*
Samme aften, cirka 150 kilometer sydøst fra Alanis opholdssted, i turistbyen Pattaya. For nogle et ferieparadis, hvor man kunne rekreere fra hverdagens strabadser.
For andre en arbejdsplads.
May sad med en kunde ved sin side og med en ladydrink på bordet foran sig. Hun smilte og opførte sig, som var alt i den skønneste orden, hvilket det måske også var. Alligevel spejdede hun rundt i lokalet, og da hun fik øje på Fah, vinkede hun hende over til sig. Fah vidst godt hvorfor, det gjorde mange af kollegerne, inden de forlod Gents Club’en sammen med en mandlig kunde. De havde nemlig fundet ud af, hun havde en usædvanlig evne, hun var i stand til at gennemskue mennesker. Fra naturens hånd var Fah blevet udstyret med den næsten magiske egenskab, at hun evnede at vurdere, om den person, hun havde overfor sig, havde et godt hjerte eller et modbydeligt, formørket hjerte.
Hvordan Fah var i stand til at vurdere mennesker på denne måde, kunne hun ikke sige, måske det havde noget med mimik at gøre eller dufte folk de udsendte. Hun vidste det ikke. Ofte havde hun siddet overfor en person, der umiddelbart virkede venlig og hjertelig, men som hun alligevel vidste, ville andre ondt. Bag deres tillokkende, polerede facade gemt sig et brutalt uhyre. Det var Fah i stand til at gennemskue.
Ikke fordi, Fah ikke kunne tage fejl, for det kunne hun. Det var sket sjældne gange. Nogle mennesker havde forskellige personligheder, de skiftede imellem. Sådanne var ikke altid lette at bedømme, en personlighed kunne være god, imens en anden kunne være knap så god. Og det var ikke altid, den modbydelige personlighed var til stede hele tiden.
Manden, May sad sammen med, var imidlertid let at gennemskue. Han var smilende og jovial, og så havde han givet May adskillige ladydrinks. En på overfladen helt regulær fyr, som de fleste i hendes profession aldrig ville være bange for at forlade baren sammen med. Fah så imidlertid noget andet, og hun var ikke i tvivl.
”Han har et sort hjerte,” sagde Fah derfor til May. ”Ham skal du se at slippe af med!”
May fortsatte med at smile, lige fra barnsben lærte thaier at smile uanset omstændighederne. Men Fah kunne se på arbejdskollegaens øjne, at hun havde fattet situationens alvor.
Lak Mueang
Det var da en forfærdelig larm! Kunne en eller anden ikke tage og eliminere eller afbryde den? Alligevel gentog den sig. Så gik det op for Martin Jessen, hvad det var, der havde vækket ham. Det var hans egen mobiltelefon, forleden dag aktiverede han en ny ringetone. Straks skrev han sig bag øret, den lyd skulle igen udskiftes. Om ikke andet, skulle der skrues ned for lydstyrken.
Martin mærkede en let hovedpine, måske han drak en anelse for meget i går aftes? Et øjeblik overvejede han blot at lade telefonen ringe og selv sove videre. Så tog han sig sammen, rettede sig op i sengen og tog smartphonen fra natbordet ved siden af. Han nåede lige at bemærke, at opringningen kom fra et ukendt nummer.
”Hallo, det er Martin.” Han kunne godt selv høre, han lød søvndrukken.
”Lyt godt efter, jeg siger det kun én gang!” sagde en mandsstemme på engelsk men med thailandsk accent. ”Hvis du vil have informationer om, hvor den amulet der kaldes for Maidtaai-kruang befinde sig, skal du møde op ved Lak Mueang i dag klokken 13. Præcis!”
”Hvem …” Mere nåede Martin ikke at sige, før forbindelsen blev afbrudt.
Forbandet! Martin kiggede på uret, der hang på væggen, klokken var lidt over ni, næsten halv ti, der var masser af tid til klokken 13. Skulle han gøre, som den ukendte person havde sagt, han skulle? Han hadede at rette sig efter sådanne formaninger, men havde ingen planer for i dag. Og så var han på bar bund. Martin gik ud på badeværelset og pjaskede lidt vand i ansigtet, og bagefter børstede han tænder. Straks følte han sig bedre tilpas. Da han kom tilbage til værelset lavede han en søgning på nummeret, der havde ringet til ham. Som forventet kunne det ikke spores, sandsynligvis var der tale om et taletidskort.
Tilbage til: Udødelighedsamuletten