Jeg mødte Spider ikke længe efter min ankomst til Thailand. I længere tid havde jeg lidt af en sygdom ved navn livslede. Alle dage havde virket ens og indholdsløse. Jeg vidste, sygdommens eneste kur var, at jeg opgav min trygge tilværelse i Friland og drog på eventyr. Hvis man aldrig løb en risiko og udsætte sig selv for fare, ville man aldrig mærke suset af livets forfriskende eliksir. Tilværelsen ville blot blive én enkelt dag gentaget i det uendelige. Derfor var jeg skredet fra det hele og rejst til Thailand.
Det var imidlertid først efter mødet med Spider, min tilværelse i Thailand for alvor kom ud af starthullerne. Spider var en midaldrende gut. Med blågrå øjne. Han var slank – uden at være tynd, og han havde kort mørkt hår. Ikke et udseende man tog notits af. Alligevel var der noget utæmmet ved hele hans fremtoning. Fascinerende og farlig. Han var en belæst gadedreng, som krævede handling og sagde tingene ligeud. Dertil intelligent. En forførende dæmon, der forargede mange og forblændede flere – i al fald mig.
Hvordan var det nu, det hele startede? Jo, nu husker jeg det. Jeg havde slået mig ned i den thailandske by Kanchanaburi. Det var et par dage efter min ankomst til byen. Aftenerne gik som regel med at drikke øl. Også denne. Jeg sad i en bar med det prætentiøse navn ‘Aussie Rules’. Den var naturligvis australsk ejet. Fra barens musikanlæg lød brødrene Gibbs falsetstemmer: “Feel I’m goin back to Massachusetts.” Her blev der spillet meget australsk musik. Og Bee Gees var hyppige gæster.
“Ved du, hvad jeg lavede i går aftes ved den her tid?” spurgte ham der sad ved siden af mig. Havde hørt de andre kaldte ham for Spongeface. Når man så hans svampede ansigt, forstod man hvorfor. Selve spørgsmålet blev stillet på engelsk. Selvom der i Kanchanaburi kunne høres en babylonsk forvirring af sprog, var engelsk fællesproget. Forstod man ikke engelsk, kunne man være sikker på at blive holdt udenfor.
“Det har jeg ikke rigtig nogen forudsætning for at vide,” svarede jeg og tog en slurk af min øl. Tiger. “Har kun været her i Kanchanaburi et par dage. Kender dig ikke godt nok til at give et bud på det.”
“Jeg befandt mig på mit hotelværelse. Toilettet. Stod foran toiletspejlet med en pistol i hånden. Holdt den sådan her.” Spongeface formede sin hånd som en pistol og holdt den op til tindingen. “Jeg ville skyde mig selv. Begå selvmord. Tror du på mig?”
Jeg betragtede det svampede ansigt. Sandsynligvis troede Spongeface selv på historien. De mest effektive bedragere var ofte dem, som evnede at bedrage sig selv. Det nævnte jeg imidlertid ikke noget om. I stedet nikkede jeg og svarede: “Ja.”
“Nej, du gør ikke!”
Jeg trak på skuldrene. “Jo, jeg gør. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det?”
“Er du helt sikker?” Øjnene i det svampede ansigt nærmest lyste manisk. “Tror du virkelig på mig?”
“Ja, jeg tror på dig.”
“Jeg havde fået nok!” fortsatte Spongeface, som havde jeg spurgt ham om, hvorfor han ville begå selvmord. Hvilket jeg ikke havde. “Gad ikke længere det her lorte liv. Ønskede at gøre en ende på det hele. Det er sandt hvad jeg siger! Tror du mig?”
“Ja, jeg tror på dig.” Spongeface var begyndt at irritere mig. Hvilket slags menneske kunne finde på at fortælle en sådan historie til en fremmed? Desuden gentog han sig selv lidt for mange gange.
“Nej, du gør ikke.”
“Jo, jeg tror på dig.” Uden at lyve kunne jeg have fortalt ham, at jeg ofte havde haft lyst til det det samme. Tusindvis af gange havde jeg overvejet at tage mit eget liv. Det undlod jeg dog at nævne noget om. Nogle mennesker ønskede jeg ikke at have noget til fælles med. Spongeface var en af disse. Han virkede for ynkelig. Desuden ville jeg aldrig kunne finde på at bralre ud med det. Ikke på denne måde.
“Jeg ønskede virkelig at dø!”
“Hvorfor skød du så ikke dig selv?” lød det spydigt fra en mørkhåret gut, som sad skråt over for os. Spørgsmålet blev fremført, som var det en maskinpistolsalve. Havde aldrig tidligere set den mørkhårede, men kort tid senere hørte jeg, de andre kaldte ham for Spider.
“Ved ikke. Kunne ikke. Ved ikke hvorfor? Ville virkelig ønske jeg kunne. Ville virkelig ønske, jeg var død.”
“Giv mig pistolen, så skal jeg gøre det for dig.” Stemmen var skarp som et barberblad. Om Spider virkelig mente, hvad han sagde, var dog ikke til at afgøre. Nu virkede Spongeface ikke kun ynkelig, han havde også et forskræmt udtryk i ansigtet. “Har ikke pistolen med mig. Den er fortsat på mit hotelværelse.”
“Så hent den! Hvis du virkelig mener noget med det, du siger, må du bevise det. Jeg gider ikke høre sådan en gang elendig lort fra en, der ikke mener noget, med det han siger.”
Spongeface sagde ikke mere. Klappet i som var han en defekt transistorradio. Det maniske udtryk i øjnene var også forsvundet.
“Hvad bliver det til?” fortsatte Spider sådan cirka ti sekunder senere. “Har du endnu ikke hentet pistolen? Sådan en som dig burde udstoppes som et eller andet ligegyldigt udstillingsdyr i skolens biologilokale.” Spider grinte hånligt. “Og bagefter kan vi bruge dig som skydeskive, når vi spiller dart.”
Øjnene kørte rundt i hovedet på Spongeface. Han tog sin tegnebog frem og lagde nogle pengesedler på bardisken. Derefter forlod han uden et ord selskabet i et rask tempo. Han vraltede af sted, som havde han fået stukket en gaffel i røven.
En klukkende latter lød fra Spiders beskidte flab. “Han er så sjov, han er så sjov.”
Selv forlod jeg også den australske bar kort tid senere. Derfor kan jeg ikke give et definitivt svar på, om Spongeface vendte tilbage til baren med sin pistol. Men jeg tvivler. Hvis han virkelig havde gjort det, havde denne historie sandsynligvis udviklet sig anderledes…