Thai-kinesisk åndetro

Thai-kinesisk åndetroKinesiske påvirkninger har i lange tider gjort sig gældende i Thailand. Ikke alene har Bangkok en af de største Chinatowns udenfor Kina (kaldes ofte for Yaowarat), så er ti-femten procent af den thailandske befolkning af kinesisk afstamning.

Alene i perioden fra 1850 til 1910 ankom der omkring en halv million kinesere til Siam (Thailands daværende navn). Mange af disse beskæftigede sig med handel, hvilket stadig smitter af på nutidens Thailand, hvor forholdsvis mange forretningsfolk er af kinesisk afstamning.

De mange thai-kinesere sætter ikke alene et stort præg på thailandsk kultur men også på åndslivet. Først og fremmest findes der rundt omkring i Thailand et væld af kinesiske templer. Ganske som de mere traditionelle thailandske templer er de til ære for Buddha, alligevel skiller de sig ud rent visuelt.

Kinesisk Tempel i ThailandKinesiske templer er farverige og fyldt med ideogrammer med kinesiske skrifttegn. Desuden findes der adskillige afbildninger og skulpturer med dekorative drager.

Flere af disse snor sig omkring bygningernes mange søjler. Ganske som nagaer og singhaer i thailandske templer findes dragerne der for at beskytte helligdommen mod uønskede og truende kaoskræfter.

Ifølge thai-kinesisk folketro giver det rigdom og godt helbred at gnider på en kinesisk Buddhas korpulente mave.

Kinesiske Buddha-figurer og -statuer er også anderledes end de thailandske. Hvor thaierne afbilleder Buddha som en slank mand, er kinesiske buddhaer en del mere velproportionerede.

Thai-kinesiske altre

San Jao Som oftest kaldes kinesiske altre for San Jao på thai. De findes ikke kun i kinesiske templer, men forekommer også af og til i de thailandske.

At møde kinesiske altre udenfor templerne er heller ikke noget særsyn. Rundt omkring – i byer og på landet – findes de side om side med altre for Brahma, Ganesha og andre lykkebringende guddomme og ånder.

De kinesiske altre skiller sig ud fra de thailandske ved, at de er dekoreret med kinesiske skrifttegn samt afbildninger af drager. Desuden er de meget farverige, ofte med rød som den dominerende farve. Og de benyttes ikke alene af folk med kinesisk blod i årerne men også af mange thaier uden nogen tilknytning til Kina.

Tee-ju-lyaI mange thai-kinesiske bygninger (hjem) findes der mindre kinesiske altre. Disse kaldes for Tee-ju-lya, er som oftest røde og står på gulvet.

Denne slags altre er til ære for guddommen (ånden), som reagerer over jorden, huset er anlagt på.

Kinesisk nytår i Thailand

Ånderne spiller en stor rolle ved de mange kinesiske fester i Thailand. Den vigtigste af disse fester er det kinesiske nytår, som finder sted ved den anden nymåne efter vintersolhverv. Dermed bliver nytåret afholdt på forskellige datoer hvert år, men som oftest foregår det i januar/februar.

Nytårs dag kaldes i Thailand for Wan Trut Chin. Allerede dagen før opsøger thai-kineserne altre for forfædre og forskellige guddomme og ofrer til disse. Ved midnat holder de alle vinduer døre åbne i deres hjem (eller virksomhed), så det gamle år kan slippe ud. Fyrværkeri affyres for at skræmme onde ånder væk, så de ikke slipper med ind i det nye år.

Thai-kineserne anser rød som værende en særlig lykkebringende farve, derfor er alle iført røde klæder til det kinesiske nytår. Familiemedlemmer besøger hinanden, med sig har de røde konvolutter, som kaldes Ang Pao. Konvolutterne indeholder penge og gives som gaver. Der er især tale om at den ældre generation er rundhåndet mod den yngre.

Den kinesiske nytårsfest varer tre dage og er fyldt med gøgl, hvor du blandt andet kan opleve optog med drager. Dragerne anses som værende guddommelige skabninger, der bringer velstand succes og lykke. Når de farverige fabelskabninger passerer butikker og andre virksomheder affyrer ejeren fyrværkeri i håb om, at det vil bringe fremgang til forretningen.

Under festoptogene er det også muligt at opleve store farverige løver, hvis opgave det er at skræmme onde ånder væk. Løverne har store hoveder af papmache og indeholder som oftest to personer. Til rytmerne af trommemusik bevæger de sig bugtende og dansende afsted.

At få besøg af en dansende løve anses som værende lykkebringende. Især hvis man får sit hoved ind i dyrets store gab. Som tak er det kutyme at give et lille honorar.

Andre kinesiske fester i Thailand

Nytåret er langt fra den eneste thai-kinesiske fest. En del turister kender vegetarfestivalen på (bl.a.) Phuket, som finder sted i september/oktober. Under den kan du opleve optog med folk klædt i hvidt samt ansigtspiercede mennesker, der danser rundt i trancelignende tilstand.

De fleste thai-kinesiske fester finder imidlertid sted efter regntidens ophør – i månederne omkring nytår. Disse afholdes til ære for de (lokale) kinesiske guddomme og ånder og foregår i og omkring kinesiske altre og helligdomme.

Under disse fester kan du ganske som ved nytårsfesten opleve optog med drager og dansende løver. Desuden forekommer der forestillinger med kinesisk opera, som på thai kaldes for gniou.

Al tale og sang i kinesiske operaer er på kinesisk. Dette sprog forstår ganske vist kun de færrest tilstedeværende mennesker. Men det gør ikke så meget, for forestillingerne er ikke til ære for almindelige dødelige men mere for de usynlige guddomme og ånder.

Til ære for de usynlige skabninger bliver der ligeledes vist udendørs biografforestillinger. Meget ofte indeholder også filmene optagelser af kinesisk operaer. Men af og til kan indholdet suppleres med forskellige amerikanske film.

Thai-kinesiske guddomme

Flere guddomme af kinesisk oprindelse huserer i Thailand. Blandt de meste centrale kan nævnes:

Choy Sun

Rigdommens gud – som også menes at sprede lykke. Han optræder især i forbindelse med det kinesiske nytår.

Kvan Yim

Kwan Yim - Broen over floden Kwai

Barmhjertighedens gudinde. Hun er næsten altid klædt i hvidt og kan blandt andet ses på kinesiske tempelområder.

I sin højre hånd holder Kvan Yim en karaffel, hvorfra hun hælder en endeløs strøm af barmhjertighed og medfølelse. Desuden ses hun af og til med en pilekvist i sin venstre hånd – symbolet på frugtbarhed.

Tudigong

Guddom for jorden og grunden (ejendommen befinder sig på). I kinesiske husaltre er det ofte ham og hans hustru, Tudipo, som ses siddende.

Seneste opdatering: Oktober 2020

Del på: