Maik Jensen - Forfatter
Forside | Forfatteren | Romaner | Udgivelser | Noveller | Essay

Uddrag - Rotter i Pattaya



Rotter i Pattaya - En roman fra Thailand

Prolog

Per refleks sprang han til side, pilede gennem højt græs og sprang ind i en tæt bevoksning. Her smed han sig fladt på jorden. Den ene arm smertede, han havde revet sig på en busk, men det ignorerede han, det måtte vente til senere. Forhåbentlig havde svinene ikke set, hvilken vej han var flygtet.

"Stå stille, og bliv, hvor du er," blev der ude fra mørket råbt på engelsk gennem en megafon.

I det samme blev en skarp lampe eller projektør tændt, hvis lysstråle blev rettet mod det sted, han et øjeblik tidligere havde befundet sig. Der lød brag, adskillige brag. I første omgang fattede han det ikke, men så gik det op for ham, hvad det var, han hørte. For fanden da, det var skud, og det var ham, de skød efter; skuddene var rettet mod det sted, han et øjeblik tidligere havde stået.

Der lød råb, men denne gang var det ikke på engelsk eller noget som helst andet sprog, han forstod. Det måtte være thai. Skuddene ophørte, og lysstrålen flyttede sig. Den begyndte at flakke, først tæt på det sted, han have stået, derefter i cirkler lidt længere væk. Den kom også tæt på det sted, han lå i øjeblikket. Men så længe han bare blev liggende, ville de ikke opdage ham.

Det betød dog ikke på nogen måde, at han var i sikkerhed. Langt fra. Få meter fra ham var en mur, den forhindrede ham i yderligere flugt den vej. Forsøgte han at klatre op ad muren, kunne de ikke udgå at få øje på ham og sende skudsalver afsted, inden han nåede over på den anden side.

Han vurderede situationen. Hvordan var hans chancer, hvad var der sket, og hvordan var han endt i denne helt vanvittige situation? Han var blot gået ned ad en sparsomt belyst vej, og nu var han trængt op i en krog uden flugtmuligheder. Han var omringet, og det var, som om alle Pattayas værste forbrydere havde tænkt sig at skyde med skarpt imod ham.

Inden længe ville svinene systematisk begynde at gennemsøge området. Så kunne de næsten ikke undgå at finde ham. Han havde ikke en chance. Hvis der ikke snart skete en guddommelig indgriben eller noget i den retning, ville han inden længe vide, om der fandtes et liv efter døden, eller om man blot ramte det store, tomme ingenting, når man gik bort.

Hvad havde han dog gjort, siden de ønskede ham død? Det fattede han ikke.

Lørdag

En lille uge tidligere

Kim
Neonlys og kalejdoskopiske lamper i alle regnbuens farver - og lidt flere til - funklede fra facaderne af de mange utugtige barer. Inciterende benævnelser som Fahrenheit, Casnovy og Baccara strålede om kap med andre barnavne fra de glitrende skilte. Var man til neonlys - og farver - var dette stedet, man skulle aflægge visit.

Det var tidligt på aftenen, alligevel var gaden godt fyldt med mennesker. Eller det var måske netop, fordi det var tidligt på aftenen, at menneskemængden var så stor. Mange af de tilstedeværende var kinesiske og sydkoreanske turister, som færdedes i flok og blev ledt af en guide. Kim Jensen konstaterede, Pattayas Walking Street ikke havde forandret sig det store, siden sidst han var her for cirka to år siden.

Ud for barerne stod unge, smukke piger med skilte, der reklamerede for, hvorfor man skulle besøge netop dette sted. Billige fadøl, sexede shows og mange flotte damer var nogle af buddene. Gadeklovne, udklædte som Michael Jackson eller thailandske cowboys, optrådte med gøgl. Ved kantstenene stod smukke kvinder, som diskret holdt sig tilbage, men alligevel falbød sig selv. Pattaya var virkelighedens svar på Sin City, sådan var det for to år siden, sådan var det i dag, og sådan ville det sandsynligvis være mange år fremover. Et slaraffenland for voksne mænd med utugtige fantasier.

For sit tågesyn kunne Kim se små djævle - med horn i panden, røde øjne og lange, spidse haler - blande sig med menneskemængden. Med et tavst grin om munden dansede djævlene uregerligt rundt i gaden, som var den deres egen festsal. Ingen tvivl om, at de morede sig, Pattaya var et Eldorado for udyden og underverdenens livlige skabninger.

Det var nu ikke, fordi de små djævles tilstedeværelse bekymrede Kim. Den slags skabninger havde han for længst vænnet sig til, det var mange år siden, det, han oplevede i tågesynene, var holdt op med at vække hans undren. Og han vidste, at de små djævle ikke var direkte ondskabsfulde - mere uansvarlige. De var en slags spejlbillede af de mennesker, de færdedes iblandt, en garant for alt det lastfulde i menneskesindet. For det kunne ikke benægtes, at Pattaya var et fattigmands-Disneyland for voksne mænd i brunst.

Og det var naturligvis kun Kim, som var i stand til at se og sanse de spidshalede gespenster. Det havde han for længst lært. Og der var ingen fare for, at han nævnte noget om dem over for andre. Han vidste udmærket, at når man kunne se noget, andre ikke kunne se, blev man opfattet som værende sindssyg - eller i al fald noget i den retning. Og var der noget, han ikke havde lyst til, så var det at blive spærret inde i en gummicelle bag en massiv dør på den lukkede afdeling.

At andre ikke var i stand til at se, hvad Kim så og sansede, betød dog ikke, at hans tågesyn ikke var virkelige. For det var de i allerhøjeste grad, sådan opfattede han dem i hvert fald. Men hvad han helt konkret oplevede i disse syn, vidste han ikke. Og det samme gjaldt, hvorfor han - og kun han - modtog disse transcendente drømmesyn.

Det kunne være, synene var manifestationer fra en oversanselig virkelighed, og han var ekstra følsom over for sådanne manifestationer. Det forklarede dog ikke, hvorfor han var alene om at opleve dem. En ting var dog sikker; Kim var overbevist om, at det, han oplevede i tågesynene, virkelig fandt sted.

Uden at tage den store notits af de små djævle fortsatte Kim hen ad Walking Street.

Anderledes var det med gadens støj, den var så overvældende og kaotisk, at den slet ikke kunne ignoreres. De mange forlystelsessteder forsøgte at overdøve hinanden med musik og andre lyde. Niveauet var så massivt, at det næsten overalt i gaden var svært at føre en normal samtale.

Han måtte væk fra denne larm og støj. Tid til en øl - og tid til sjov. Det var tid til at besøge en - eller måske flere - af distriktets underlødige barer.

Janus
Hende der, hun skulle bare have så meget, tænkte Janus Keldsen og smilte ubevidst, imens han slikkede sig om munden. Lige i røven, rigtigt hårdt, som var hun en lille, furiøs køter. Ha ha.

Med tilfredshed mærkede Janus, der var kommet liv i forhammeren - hans stjerneanakonda - som skulle udføre arbejdet. For sit indre blik forestillede han sig allerede, han var i aktion. Underlivet hamrede frem og tilbage, igen og igen. Åh - det skulle blive godt. Så godt - så himmelsk godt.

Janus var en af kun tre kunder, som sad i en af Pattayas mindre gogobarer. Indtil for lidt siden havde han været på vej til at forlade stedet. Pigerne herinde virkede sure og lignede nogle, der for længst havde overskredet sidste salgsdato.

Det hele ændrede sig imidlertid, da den tøs han betragtede i øjeblikket, trådte ud fra mørket og entrede scenen. Her var endelig en, som ikke havde overskredet sidste salgsdag. Hun lignede mere en skede, der endnu ikke havde nået første salgsdag. Og det var hun sandsynligvis også, ellers ville en tøs som hende ikke arbejde i en skodbar som denne.

At tøsen endnu ikke havde nået den gangbare alder, var nu ikke noget, der generede Janus. Hun havde et sødt babyansigt og en dejlig, lille - men småbuttet - barnekrop. Det her var lige noget for ham, ungt, iltert blod. Faktisk var det farefulde ved at kneppe en mindreårig kælling noget, der ophidsede ham ekstra.

Yderligere et par kunder entrede baren: to indere eller noget i den retning, der var i hvert fald tale om sortsmuskere. Janus sendte dem et hurtigt og foragteligt blik. Stod det til ham, skulle sådan nogle skiderikker ikke have adgang til barer som denne. De var alt for ynkelige til at besøge etablissementer, som henvendte sig til rigtige mennesker.

Janus huskede et af sine tidligere besøg i Pattaya. Han var kommet ind i en gogobar, hvor der sad tre af disse sortsmuskere. Foran dem stod en enkelt fadøl, som de deltes om. Af og til nippede de på skift til drikken, men det virkede ikke, som om indholdet i ølglasset sank. Og da han tre øl senere forlod baren, sad de fortsat med det samme ølglas foran sig.

Føj for helvede, hvor var de usle - Janus hadede den slags nærigrøve. Hvorfor kunne de ikke holde sig fra barer som denne? Hvis de endelig havde tænkt sig at besøge Pattaya, kunne de vel blive ude i fattigrøvskvartererne, hvor de hørte hjemme. Alle barer i det centrale Pattaya var for gode til sådan nogle ækle sortsmuskere.

Et øjeblik overvejede Janus at gå hen til de nytilkomne og fortælle dem, hvor ynkelige de var. Men inden da fangede den unge pige på scenen hans blik, smilte og rakte tunge. Straks glemte han alt om indere og andre sortsmuskere. Åh ja, tænkte han, den tunge skal du nok få lov til at massere min stive pik med i aften. Ha ha. Vel at mærke imens den sprøjter. Ha ha. Og kunne hun ikke gøre det ordentligt, ville han give hende nogle klask i måsen. På enten den ene eller den anden måde skulle han nok få noget sjov ud af den frække ungmø.

Kim
Kim havde forladt Walking Street - med al dens støj og neonlys - og sad nu i en gogobar. Hansum Agogo var barens navn. Det var ikke politisk korrekt at besøge barer som denne, mors søde dreng gjorde det i al fald ikke. Men Kim havde altid kun været 90 procent mors søde dreng, og han havde for længst passeret det stadie, hvor han havde skrupler med at komme steder som dette. I det daglige levede han i et land, hvor den golde politiske korrekthed var godt i gang med at kvæle alt, der gjorde livet værd at leve. Så når han holdt ferie, ønskede han at være fri for at spekulere på, hvad der var moralsk rigtigt eller forkert.

En servitrice kom med den fadøl, han havde bestilt. Hun smilte venligt og satte den på det lille, rektangulære bord, som stod foran Kim, der sad i en blå veloursofa ved den ene væg.

Midt i lokalet var en forhøjning, som kunne minde om en catwalk. Pigerne på den egnede sig dog ikke til at gå catwalk, selvom flere af dem var smukke nok til det. Men thailandske piger duede ikke som mannequiner ved modeopvisninger. De var for små, og så kunne de ikke lade være med at smile - og fjante, i al fald af og til.

Desuden var disse piger ikke spor interesserede i at sælge klæder. Det var noget andet, de forsøgte at sælge. Det var dem selv, de prøvede at få afsat. Derfor var de heller ikke iført mange klæder, kun en bikini - flere af dem uden overdel. En enkelt af dem også uden underdel.

Sidstnævnte kunne dermed betegnes som værende nøgen, i al fald næsten. For på ryggen havde hun en tatovering. Faktisk var der to, og de var ens bortset fra at den ene var spejlvendt af den anden. To vinger, englevinger. Selvom de var sorte, eller i al fald havde en mørk fremtoning, kunne der ikke være tvivl om, at det var det, de forstillede.

Med snurrende øjne kiggede Kim rundt i lokalet. Gogobaren var velbesøgt, alle gæsterne var mænd. Enkelte af dem var under tredive, men de fleste var aldrende hipsters med engleansigter. Med tågesynet havde han set folk som disse mange gange før. I deres hjemlande optrådte de som marionetdukker, hvis bevægelser via usynlige tråde blev ført af dukkeførere og hellig konformitet. Men her i Pattaya havde de frigjort sig fra trådene og levede frigjort - i en døs af alkohol og lettilgængelige kvindekroppe.

Manden ved bordet til venstre for Kim fiskede en pakke smøger frem og tændte med lighter en af cigaretterne. Straks tog han et kraftigt sug, inhalerede og pustede med velbehag røgen ud igen. Under hele akten havde han øjnene stift rettede mod pigerne på forhøjningen foran sig. Han havde tilsyneladende slet ikke bemærket, at der flere steder i lokalet hang skilte som bekendtgjorde, at her var rygning ikke tilladt.

Handlingen afstedkom da også straks en reaktion fra personalets side. En servitrice pilede hen til tobakssynderen, hvor hun stoppede op - smilte - og stillede et askebæger på bordet foran ham, hvorefter hun fortrak sig. Dette var trods alt Thailand, her kunne og skulle regler bøjes og omgås. En årsag til at folk tog den lange rejse hertil, var nu engang for at blive løsnet fra korrekthedens og konformitetens snærende bånd.

Kim trak på skuldrene og smilte i sit indre jeg. Han røg ikke selv, men det generede ham ikke, at andre gjorde det, så længe de bare viste hensyn. Desuden var ventilationen og udluftningen så god i dette lokale, at hans næse slet ikke registrerede røgen. Det var værre at færdes på en trafikeret gade i en hvilken som helst større dansk provinsby. Der kunne man tale om partikler, som generede helbredet.

Igen vendte Kim opmærksomheden mod gogobarens dansepodie. Pigerne deroppe var i deres bedste alder - i al fald i den alder, hvor de rent visuelt tog sig bedst ud. Man skulle være hardcore homoseksuel for ikke at blive tiltrukket af en enkelt eller måske endda flere af dem. Og meget kunne Kim Jensen beskyldes for, men hardcore - eller bare light - homoseksuel hørte ikke med til nogle af de ting.

Ud for Kim dansede en ung dame med langt, sort hår og perfekte former. Hun var netop trådt op på dansepodiet, og idet hun gjorde det, tog hun bikinioverdelen af. En handling, som afslørede et par velproportionerede bryster. Helt ægte var de måske ikke, men alligevel ganske tiltrækkende - som resten af hende. Der var noget nuttet over hende.

Nogen uskyld var hun nu ikke, det afslørede tågesynet. Der herskede en dunkel - nærmest mørk - udstråling omkring hende. Livet havde allerede budt på lidt af hvert, og de indre dæmoner havde hun ikke undgået. Ikke, fordi det skræmte Kim, han kunne lide den slags kvinder. De var mere spændende selskab end de såkaldte pæne piger. Og uanset udstråling fandtes der også i de mørksjælede kvinder et hvidt skelet - det gjaldt også hende her.

Kvinden sendte Kim et smil, et underfundigt smil - fyldt med brogede nuancer. Ikke kun hendes udstråling var fyldt med mørke, hendes smil var det også. Det samme gjaldt hendes lange, sorte hår. For sort var ikke bare sort, sort fandtes i mange afskygninger. Dette smukke hår havde samme sorte farvetoner som en funklende sort stjerne.

Kim kunne lide, hvad han så og smilte tilbage. Der var noget tvetydigt ved mørkekvinden. Et nuttet ansigt, men med en mund med sylespidse hugtænder som en vampyr. Det sidste afslørede hans tågesyn. Skræmmende og tiltrækkende, en skabning fra tusmørkezonen, en skabning fra ægteskabet mellem himmel og helvede.

Sådan var det med tågesyn; Kim kunne se, hvad ingen andre kunne se. Et parallelunivers maste sig ind i hans verden, ind i en fælles virkelighed.

Som barn havde Kim prøvet at fortælle om tågesynene til kammeraterne, han huskede stadig deres hånlige grin. Ingen troede ham. Og i den alder tør ingen være anderledes, derfor lærte han hurtigt at holde kæft. Heldigvis kunne han altid - i al fald næsten altid - skelne mellem tågesynene og det, andre kaldte virkeligheden.

Kvinden med det nuttede ansigt og det funklende sorte hår råbte noget til Kim. Hvad det var, fik han kun delvist fat i, musikken overdøvede stort set hendes røst. Muligvis var det "hansum man" eller noget i den retning. Det var i al fald sandsynligt, hun havde råbt det. I Pattaya var det almindeligt, at nogle af verdens smukkeste kvinder kaldte ham for både handsome og sexy. Sådan var byen, det var den, der gjorde ham smuk - for hjemme i Danmark hørte han aldrig den slags superlativer. Både Hamlet og Peter Sellers i rollen som kommissær Clouseau havde ret: "Something is rotten in the state of Denmark."
*

Hvad skete siden hen?
Det kan du finde ud af, hvis du køber bogen. Har din boghandler den ikke hjemme, kan den skaffes. Eller du kan bestille den direkte fra Forlaget mellemgaard

Seneste opdatering: 02.05.2016




Til Top



Et view fra Thailand

Maik Jensen på: Facebook







eXTReMe Tracker