Bangkoks altre

Bangkoks altre - kort
Klik på kortet for at se det i større udgave

Rundt omkring i Thailand findes der et utal af altre for alskens ånder og guddomme. Ingen er i stand til at besøge dem alle, alene i Bangkok er antallet af dem mere end overvældende.

Mange af Bangkoks altre er kun kendte af en ganske lille menneskeskare i lokalområdet. Men det gælder ikke dem alle, nogle altre har opnået et større renomme, hvilket gør at mennesker fra både nær og fjern valfarter til dem. Dette gælder ikke kun thaier, men også især mange kinesere.

Selv for en dansk turist kan det være sjovt at opleve alt ståhejet ved disse altre. Derfor bør du ikke gå glip af oplevelsen, hvis du befinder dig i det centrale Bangkok.

Går du ad skywalken mellem Skytrain-stationerne Siam og Chitlom, kan du opleve flere af hovedstadens centrale altre. For at gøre det nemt at finde dem har de lokale turistansvarlige endda opsat kort (se herover), som viser, hvor de enkelte altre er beliggende.

Hvad er et alter?

Bangkoks altreThailand er et buddhistisk land. Derfor kan det for mange vesterlændinge virke forvirrende, at der ved de fleste thailandske altre ses hinduistiske guder.

Men for thaier er det ikke spor mærkeligt, disse altre har nemlig ikke meget med religion at gøre. Religion handler først og fremmest om at forbedre vilkårene i efterlivet. Sådan er det ikke med disse altre, dem opsøger folk for at forbedre tilværelsen i det nuværende liv. Nu og her eller i den nærmeste fremtid.

Ordet alter

Jeg har valgt at benytte ordet alter frem for helligdom, da helligdomme som regel er større bygninger. Men det er der ikke tale om her.
På engelsk benyttes som oftest ordet: Shrine.
Thaierne selv bruger ordet: Saan-pra. Som direkte oversat bliver til noget i retning af: Hellig plads.

At det er hinduistiske guder, der ses ved altrene, skyldes, at Thailand har en hinduistisk fortid. Da buddhismen kom til landet, gik den ikke i gang med at bekæmpe fordums religion og folketro. Sådan som for eksempel kristendommen gjorde, da den kom til Europa.

Thailands nye tro opførte sig mere tolerant. Så længe befolkningen tog buddhismen til sig, var det helt i orden, at den samtidigt beholdt lidt af den gamle tro som en slags hverdagsreligion. Derfor har åndetroen og buddhismen altid eksisteret side om side uden de store problemer.

I stedet er altrene mere beslægtede med de mange åndehuse, der ses overalt i Thailand. Flere af altrene begyndte endda som værende et åndehus. Efter den iboende ånd viste sig at være ekstra kraftfuld, blev den ophøjet, og dens hjem blev til lidt af et valfartssted.

Altrenes centrale bestanddel er en lille statue, som ånden har taget ophold i. Ofte findes statuen inde i et lille hus med åbne facader, hvorom der er en lille plads.

Bangkoks altreDer er tale om steder for tilbedelse. Folk giver ånden gaver i håb om at stedets ånd vil hjælpe dem i hverdags gøremål. Det kan være materielle ting, de søger hjælp til at opnå. Men der kan også være tale om, at de søger lykke i kærlighed eller forretning. Eller til at bestå en eksamen.

Der er forskel på, hvad de forskellige ånder kan hjælpe med. Der er også forskel på, hvilke offergaver men skal give ved de enkelte altre. Afbrænding af røgelsespinde er imidlertid noget, alle ånderne værdsætter.

1. Ganesha (Ganesh) alteret

Ganesha altret

En af thailands mest værdsatte guder er Ganesha. Sandsynligvis er det til ære for ham, der rundt omkring i Thailand findes flest altre.

Ganesha er gud for visdom, intelligens og undervisning. I Thailand associeres han imidlertid mest med at han bringer succes til sine tilbedere. Deraf hans popularitet.

Alteret for Ganesha står ud for den nordlige indgang til Central World. Han er let at genkende, da han altid afbildes med elefanthoved, stor mave og fire arme. Dertil venlige øjne og store ører, som gør ham god til at lytte.

• Hjælper med: Succes i forretninger, kunst og studier.
• Offergaver: Bananer, mango, kokosnødder, gule blomster, rød sodavand og ananas.
• Ganeshas navn på thai: Phra Phikanet

2. Trimurti alteret

TrimurtiAlteret for Trimurti står ud for Central World, lige ved siden af alteret for Ganesha. Han kaldes den trehovedede gud, hvor hovederne repræsentere Brahma, Vishnu og shiva. Trimurti opfattes som kærlighedens gud og bringer lykke i sager, der drejer sig om kærlighed, romance og ægteskab.

Det hedder sig, Trimurti hver torsdag klokken halv ti, både morgen og aften, kommer ned fra himlene. Hvor han velsigner alterets besøgende.

• Hjælper med: Lykke i kærlighed og parforhold.
• Offergaver: Røde stearinlys, røde roser, rød sodavand og røde frugter. Røgelsespindene skal være røde.

3. Umathevi (Parvati) alteret

UmatheviI forhold til de to førstnævnte altre findes Umathevi alteret på den modsatte side af Ratchadamri Road lige overfor dem.

Umathevi opfattes som gudinde for medfølelse. Hun er gift med Shiva og kaldes derfor for modergudinden. Foruden hun associeres med familiens styrke. Hun opsøges især af gravide kvinder, som ønsker deres børns lykke.

• Hjælper med: Vellykkede børnefødsler og beskyttelse af børn.
• Offergaver: Gule blomster og blomsterkranse. Frugt men aldrig kød.

4. Lakshmi alteret og 5. Jatulokbal alteret

Gaysorn VillageLakshmi er gudinde for rigdom og formue, og Jatulokbal opfattes som vogte af de fire verdenshjørner samt beskytter mod onde ånder.

Begge altre befinder sig på balkonen på fjerde etage i indkøbscenteret Gaysorn Village. Men da der ikke har været adgang hertil i ganske lang tid, vil jeg ikke beskæftige mig yderligere med dem.

6. Erawan alteret

Erawan alteretDette alteret er Thailands bedst kendte alter. Desuden har det en lang og dramatisk fortid, der kan skrives bøger om (hvilket der også er blevet). Derfor har jeg skrevet et selvstændigt essay om Erawan alterets begivenhedsrige historie.

Erawan er navnet på en af tordenguden Indras elefanter. Derfor kan det virke forvirrende, at alteret i virkeligheden er tilegnet skaberguden Brahma. Men navnet skyldes, at alteret oprindeligt var åndehus for Grand Hyatt Erawan Hotel, som det står ud for.

Erawan altretBrahma har fire ansigter og fire hænder, hvori han holder forskellige genstande. Altid er alteret velbesøgt. Faktisk besøges det af flere mennesker end alle de øvrige altre tilsammen. Ønsker du kun at bruge tid på at besøge et enkelt alter, er det derfor Erawan alteret, du skal satse på.

Hver dag giver Erawan alteret fuldtidsarbejde til adskillige mennesker. Der er selvfølgelig de sædvanlige sælgere af offergaver. Men derudover findes der flere dansere, som kan hyres til at danse til ære for den iboende ånd.

• Hjælper med: Succes og fremgang i livet samt godt helbred.
• Offergaver: Træelefanter, blomster og blomsterkranse samt frisk frugt.
• Brahmas navn på thai: Phra Phrum

7. Indra alteret

IndraPassende nok findes alteret for tordenguden Indra kun et lille stykke vej fra Erawan alteret, i østlig retning. Alteret er let at genkende, da statuen har fire arme og er jadegrøn. Det hedder sig om Indra, at han har tusinde øjne, hvilket gør ham god til at skelne mellem godt og ondt.

• Hjælper med: Beskytter mod ondskab.
• Offergaver: Træelefanter, blomster og frugt.
• Indras navn på thai: Phra In

8. Narayana (Vishnu) alteret

Narayana ridende på GarudaUd for Intercontinental Hotel, overfor Indra alteret på modsatte side af Phloen Chit Road, ses Narayana alteret. Der er tale om en krigsgud, og han tager sig flot ud, som han ses stående på sit ridedyr fuglemanden Garuda.

Men af de her nævnte altre er det nok Narayana alteret, som gives mindst opmærksomhed. Dette til trods for at Vishnu ofte betragtes som vigtigste gud i den hinduistiske treenighed.

• Hjælper med: Lykke i forretninger.
• Offergaver: Blomster, rød sodavand og frugt.
• Vishnus navn på thai: Phra Isuan

Kinesiske alter

Kinesiske alterDet kinesiske alter er ikke angivet på kortet. Men det er let at finde. Ser man på kortet, befinder alteret sig helt til venstre, hvor skywalken ender mellem de to Platinum-bygninger.

Som navnet angiver, benyttes alteret især af områdets kinesiske befolkning.

• Hjælper med: Succes i forretninger.
• Offergaver: Stearinlys, rød sodavand, blomster og blomsterkranse.

Seneste opdatering: April 2022

Del på: